Græder af orgasmer
fredag 12.12.08
- Af Vivi Hollænder, Foto: Colourbox
Orgasmen får mig til at græde Jeg har faktisk to spørgsmål til jer. Jeg elsker mig kæreste, og efter hvad jeg selv synes, har vi et rigtig godt sexliv, og jeg nyder det. Jeg elsker at have sex med ham og føler glæde ved det, når vi begge kommer – og han er god til at gøre, så jeg kommer flere gange, hvilket jo er fantastisk.
Men en gang imellem, når vi har sex og jeg får orgasme(r), får jeg en underlig følelse i kroppen og får faktisk lyst til at græde. Jeg prøver endda at gøre alt for, at han ikke opdager det, så han ikke tror, jeg er ked af det – eller at han har gjort noget forkert eller har gjort mig ondt. For jeg har det jo godt og dejligt. Jeg synes faktisk, at det er lidt skræmmende, for jeg ved ikke, hvad der sker i mig.
Er det normalt eller…? Det andet spørgsmål drejer sig om, når han tager mig bagfra. Jeg har hørt, at det er dér, en kvinde skulle have let ved at komme, da han kan røre ens G-punkt. Jeg kan godt lide, når han tager mig bagfra, og det føles også godt, men jeg har endnu ikke fået en orgasme, uanset hvor længe vi gør det. Kan der være noget galt, siden jeg ikke kan det – eller kommer det på tidspunkt?
Mange kærlige hilsner Angel7000
Kære Angel7000
Der er ikke spor unormalt, at du får trang til at græde, når du har fået orgasme. Vi mennesker græder ikke kun, når vi er kede af det. Vi græder, når vi bliver dybt følelsesmæssigt berørte. Det kan være sorg, glæde, vrede, lettelse eller forløsning. Betragt din orgasmegråd som forløsningens glædestårer og fortæl din kæreste, at det er det, det handler om.
For ham vil det være en kærlighedserklæring at vide, at han få dig helt derud, hvor du hengiver dig helt og holdent til jeres elskov og slipper alt andet. Drop bekymringerne, om orgasmen kan komme, når han tager dig bagfra. Måske kommer den – måske ikke, du nyder det alligevel, og du er i stand til at få de smukkeste orgasmer i andre stillinger.
De bedste hilsner Vivi
Se andre brevkasser her