Sexbrevkasse
Jeg føler mig grim forneden
I Danmark er det ulovligt at operere kønslæber af kosmetiske hensyn
mandag 9.11.09
- Af Vivi Hollænder, Foto: Colourbox
Jeg er en ung kvinde på 21 år, som i flere år har været utroligt ked af, hvordan jeg er skabt dernede. Jeg har rimeligt store indre skamlæber i forhold til gennemsnittet, tror jeg. Jeg har set billeder på nettet osv. for ligesom at se, om det er normalt, og selv om jeg har set MANGE billeder (og ikke kun af modeller, men mest “rigtige kvinder”), så har jeg endnu ikke stødt på nogen, hvor deres indre skamlæber lignede mine. Så jeg føler mig ret utiltrækkende. Nu skal det siges, at jeg ikke bare er super forfængelig – det er jeg ikke. Det går mig også på psykisk. Kan stadig ikke lide at sprede benene for min kæreste, selv om vi har været sammen i nu seks år.
Jeg hader at lege med mig selv. Nyder det ikke, fordi jeg synes, jeg ser så underlig ud. Jeg er ellers meget seksuelt aktiv med min kæreste og kan godt lide sex. Men kun så længe jeg glemmer alt om mit nedre og kun fokuserer på nydelsen. Jeg er bare SÅ ked af det. Jeg ville så gerne kunne være ét med HELE min krop og ikke skamme mig og blive i dårligt humør over mine skamlæber. Jeg vil så gerne kunne nyde sex fuldt ud. Nyde at se mig selv nøgen og nyde at røre ved mig selv – men det er meget svært. I min søgen på nettet efter debatter osv. om emnet er jeg også faldet over en hel del rigtig grimme kommentarer fra drenge/mænd om kvinder med fremtrædende skamlæber.
Nogle synes, det er ulækkert, så længe der bare er LIDT at se mellem de ydre. Og at store skamlæber ligner dyr og er klamme, at det er en hængefjap osv. osv. Og ja, det ved jeg da godt er totalt umodent og hul i hovedet at sige. Men det rammer mig bare alligevel, når jeg nu har det så svært netop på det område, og så føler jeg mig endnu mere forkert/klam. Et andet problem er også, at nogle gange, når min kæreste skal trænge ind i mig, så kommer skamlæberne i klemme, og det er bare ikke sjovt.
Vil lige tilføje, at min kæreste synes. at min “mis” er rigtig fræk og flot, siger han. Men det hjælper mig bare ikke. Føler mig lige så mærkelig, uanset hvad han siger. Jeg vil også SELV være tilfreds. Jeg overvejer nu en operation, da jeg har set mange eksempler på før/efter-billeder på nettet (selv de kvinder, jeg så før-billeder af, havde slet ikke så store skamlæber som jeg). Mange havde positive oplevelser ved det, så jeg er meget tæt på at spare sammen til en operation og få det ordnet, så jeg kan blive helt glad psykisk og fysisk på det punkt.
Mange hilsner Maria P
Kære Maria P.
Hvad er grunden til, at du kun fokuserer på det negative ved store kønslæber? Når du søger på nettet, bider du mærke i de nedladende drengerøvs-kommentarer, men din kærestes komplimenter betyder mindre. Er du klar over, at rigtig mange mænd har det som din kæreste – at de finder store kønslæber lækre og sexede? Jeg kan af gode grunde ikke vurdere udseendet på dine kønslæber, men umiddelbart vil jeg tro, at de er helt normale.
Du beskriver ikke andre fysiske gener end, at de af til kommer til at glide med ind, når penis føres ind. Det er ganske almindeligt, at det sker – og klares let ved at skille kønslæberne med fingrene inden penetrationen. Nogle kvinder har dog så lange kønslæber, at de giver flere gener, og så kan der være indikation for et operativt indgreb. Det skal en læge afgøre. Hvis lægen vurderer, at du ikke har fysiske gener, er der tale om en kosmetisk operation, og i dette tilfælde kan du ikke blive opereret, da det i følge dansk lov er forbudt at operere kønslæber af kosmetiske grunde – operation er kun tilladt, når der foreligger en medicinsk grund.
Du skal i øvrigt være opmærksom på, at kønslæberne er en erogen zone og indeholder følsomme nerver. Der vil være en risiko for, at arvævet efter en operation ikke har den samme følsomhed, og flere eksperter advarer på det kraftigste mod denne form for intimkirurgi. Du kan også vælge at lytte til din kæreste og elske dine kønsdele lige så højt, som han gør. Du er den nærmeste til det og skal kunne glæde dig over dem resten af livet.
De bedste ønsker – uanset hvad du vælger.
Vivi
Se også:
Jeg lugter af fisk
Min skede er måske for lille
Min skede prutter