Brevkasse
Kys og kæleri gør mig svimmel
Malle bliver decideret dårlig med opkastfornemmelser til følge, når hun er sammen med en fyr, hun godt kan lide! Hvad skal hun gøre?
torsdag 11.2.10
- Af Vivi Hollænder, Foto: Sebastion Solo
Når jeg er sammen med en fyr, kan kyssene og kæleriet gøre mig så svimmel, at jeg bliver rigtig dårlig og får opkastfornemmelse. Det er også sket, at jeg har kastet op, dog ikke på ham.
Jeg skal flere gange huske at holde en pause, trække vejret dybt ned i maven, for jeg føler, at hele min mave vender sig i mig og hamrer sig på plads med 120km/t. Jeg kan få svært ved at trække vejret og kan føle, at jeg skal besvime.
Hvis han nusser mig f.eks. på lænden eller ryggen, mens jeg har det sådan, gør det ondt, som om jeg får stød, og jeg har ingen følelseskontrol over det, han nusser, hvilket gør det meget ubehageligt for mig.
Jeg har søgt på nettet og snakket med min læge om dette, men ingen steder har jeg fundet nogen ideer eller svar på hvorfor. Det eneste “smarte”, der er ved det, er, har jeg erfaret, at hvis jeg ikke får kvalme/bliver svimmel, når jeg kysser og kæler med en fyr, er det fordi, jeg ikke er tiltrukket af ham (sagt med et forvirret smil på læben).
Hilsen Malle, 30 år
Kære Malle
For mig lyder det som om, du hyperventilerer, når der er følelser på spil. Sker det også i andre situationer, hvor du har sommerfugle i maven eller er nervøs?
Hvis det gør, synes jeg, du skal snakke med din læge igen – måske vil kognitiv terapi kunne hjælpe dig til at reagere anderledes i den slags situationer.
Hyperventilering er en form for angstreaktion, hvor man trækker vejret hurtigt og overfladisk, og derved får man indåndet for meget ilt. Dette medfører svimmelhed, kvalme, hjertebanken, snurren og prikken i kroppen og alment ubehag.
Tilstanden kan være selvforstærkende, fordi den i sig selv er angstfremkaldende. Akut afhjælpes det ved at trække vejret dybt og roligt i en pose, så man genbruger udåndingsluften flere gange.
Hvis det kun sker i forbindelse kys og kæleri med fyre, som du er tiltrukket af, så prøv at gå langsommere frem. Vent med kysseriet, til du har lært dem lidt bedre at kende og føler dig tryggere.
Tænk på at trække vejret dybt og roligt, og hav en papir- eller plastikpose med, som du kan bruge, selv om det måske føles lidt fjollet.
Hjælper det ikke, kan du prøve at opsøge en terapeut, som vil kunne hjælpe dig med at finde årsagen til, at du reagerer, som du gør.
De bedste hilsner Vivi
Læs også:
Min kæreste er impotent
Jeg er tør som en ørken
Jeg bliver alt for våd