Sprøjte orgasme

Kursus 1

Med sommerfugle i maven åbner min kæreste og jeg døren for Bjarne – en nydelig mand på omkring de 50 år, der denne aften skal indvie os i kunsten at få en sprøjteorgasme. Kaffen og kagen er sat på bordet, og i en afslappet atmosfære fortæller Bjarne om sig selv og sin interesse for sprøjteorgasme: – Ordene “sprøjte” og ”orgasme” burde faktisk ikke sættes sammen, for en kvinde opnår ikke nødvendigvis orgasme, bare fordi hun sprøjter, indleder Bjarne aftenens seance. Derfor er den rette betegnelse ifølge ham kvindelig ejakulation. Han har studeret og undervist i fænomenet i mange år og afholder i dag kurser for både par og singler. Han forklarer, at gennem øvelse og med den rette teknik kan en kvinde opnå orgasme samtidig med, at hun ejakulerer. Han underviser dog kun i selve teknikken, men han understreger, at både forspillet og det at varme kvinden op er lige så meget et must for en optimal oplevelse. Det er også på den måde, der bliver tale om en reel sprøjte-orgasme i modsætning til “blot” en kvindelig ejakulation. – Men forspillet behøver jeg jo ikke være med til her, som han siger med et varmt smil.

Snakke, snakke, snakke…
Bjarne fortæller om teknikken bag, og min kæreste slår ørerne ud og lytter koncentreret. Stemningen er rigtig hyggelig, næsten ligesom hvis man har en god ven på besøg, der fortalte om sin sommerferietur til Kreta, og der er ikke noget lummert eller grænseoverskridende ved det, Bjarne forklarer. Han har illustrationer med, så vi kan se kvindens anatomi, placering af G-punkt og kirtlerne, hvorfra væsken kommer. Bjarne og min kæreste måler fingerlængde i forhold til at finde mit G-punkt, men vi kan fortælle ham, at vi – eller min kæreste – allerede har spottet mit G-punkt, så det skulle ikke være et problem. Jeg er til gengæld bekymret for, om jeg overhovedet kan ejakulere. Bjarne beroliger mig og siger, at 95 % af alle kvinder kan ejakulere, men at en del af det også er rent mentalt – at kunne slippe kontrollen, når vi først er i gang. Og selvfølgelig kan det føles lidt akavet, at han er der i sådan en intim situation, men det er jo en del af “opgaven” denne aften, så det har jeg prøvet at forberede mig på. – Jeg har kun én bog at læse i, og det er kvinden foran mig. Hvis hun ikke giver slip og giver udtryk, kan jeg ikke læse hende og give hende den fulde tilfredsstillelse, siger Bjarne.

Fra teori til praksis
Efter at vi er blevet guidet igennem teknikken i teorien, er det tid til den praktiske del. Bjarne tager bestik af lejligheden og pladsmulighederne. Vi ender med at tage topmadrassen af sengen og pakke den ind i det nyindkøbte laklagen til formålet og placerer den i vores lille kontor. Jeg henter håndklæder og glidecreme og tisser af, mens Bjarne og min kæreste forbereder mit kommende sprøjte-leje og snakker om plads og placering. Det føles helt naturligt, at jeg bare smider kjolen og trusserne og lægger mig mellem de to mænd, der tager varmt imod mig. Bjarne viser min kæreste, hvordan han skal læne sig ind over mig, så mine ben kan blive holdt fast undervejs. Så tager han glidecremen, smører sin hånd ind og stikker to fingre op i mig, respektfuldt og med en næsten lægeagtig mine. Han foreslår samtidig at lægge et håndklæde over mine øjne, så jeg bedre kan slappe af, så det gør min kæreste. Det er faktisk helt rart at være indhyllet i mørket og høre de to mænd snakke lavmælt om, hvad det er, de laver på mig.

Sprøjte orgasme

Sprøjte, sprøjte, sprøjte…
Min kæreste bliver opfordret til at stimulere mig på klitoris og presse ned på mit kønsben, mens Bjarne stimulerer mit G-punkt. Da der opstår en svuppende lyd fra mine nedre regioner, sætter Bjarne tempoet op og bevæger sine fingre og arm i en rasende fart op og ned. Og så stopper han. Jeg kigger overrasket ud fra mit gemme og opdager, at jeg allerede har sprøjtet. Bjarne er forpustet og skal lige have vejret, før han forklarer. Det er helt normalt, at man ikke nødvendigvis mærker det store sus, første gang man ejakulerer. Og han konstaterer, at min første væske var lidt hvidlig, hvilket også er helt normalt for en første-gangs-sprøjter. – Nu er dine kirtler aktiverede, så jeg kunne godt tænke mig at prøve det på dig igen, siger Bjarne og kigger spørgende på mig. Jeg kigger på min kæreste, som nikker og giver grønt lys. Jeg dækker mig til igen med håndklædet, og Bjarne og min kæreste tager fat. Denne gang er min kæreste mere med og bliver instrueret endnu mere grundigt, mens Bjarnes fingre og underarm arbejder på overtid. Og denne gang kan jeg tydeligt mærke både tissetrangen, som jeg ignorerer, det kraftige pres på G-punktet og til sidst sprøjtet. Jeg kan høre lyden af væsken, der rammer lagenet.

And the winner is…
Nu da jeg føler mig mere fortrolig med det, er det min kærestes tur til at give mig oplevelsen. Han stikker hjemmevant sine fingre op i mig og finder mit G-punkt. Bjarne viser ham vinklen af armen, mens han stimulerer punktet. Den svuppende lyd tager til, og Bjarne beder min kæreste sætte tempoet op på turbo. Bjarne instruerer min kæreste i, at han skal bevæge sin underarm mere lige op og ned og sætte fart på, hvilket han gør, og under søde, kærlige tilråb fra begge parter og fuld smæk på min kærestes arm, sprøjter jeg igen. Da jeg kigger ud fra mit skjul, ser både Bjarne og min kæreste vældig tilfredse ud. Bjarne er faktisk helt eksalteret, klapper min kæreste kammeratligt på skulderen og udbryder: “Du er jo et rent naturtalent!”. Jeg er efterhånden ved at være lidt udmattet, og Bjarne forklarer, at det heller ikke altid er en god ide at starte en hyrdetime med en ejakulation, for kvinden kan godt blive ret træt af det. Ja, det skal jeg lige love for. Jeg ser et par dråber på Bjarnes kind og tænker, at han vel sveder af al den fysiske aktivitet, men det er faktisk mig, der har ramt ham, da jeg sprøjtede.

Sprøjte orgasme 

Håndklædet kommer frem
Vi finder håndklæderne frem og tørrer ham, min kæreste, mig og lagenet. Og så går vi ind i stuen igen for at få en tår vand, mens vi runder af. Bjarne fortæller, at der kan opstå nogle “efterveer” for mit vedkommende efter sådan en oplevelse. Hvis kirtlerne f.eks. ikke er blevet tømt ordentligt, kan det føles som om, jeg skal tisse hele tiden, og det kan godt genere lidt. – Men så er det jo bare at spørge din kæreste pænt, om han ikke vil tømme dig helt, siger Bjarne. Han forklarer også, at man nogle gange kan få infektioner eller svamp i underlivet, fordi det er blevet behandlet lidt hårdhændet, så det skal jeg lige være opmærksom på.

Bedre og bedre
Min kæreste og jeg lytter efter, men helt ærligt har vi mest lyst til, at Bjarne snart forlader os, for jeg er blevet ret ophidset af oplevelsen, og jeg fornemmer, at min kæreste har det på samme måde. Vi siger ikke noget, men Bjarne kender vist også til den sideeffekt af kurset, for han smider drillende benene op på bordet og siger, at han da godt kunne tænke sig en kop kaffe mere og blive og hyggesludre et par timer. Men så blinker han til os, rejser sig og pakker sine ting sammen. Vi tager afsked med ham med et “tak for en god oplevelse” på læberne og lukker døren efter ham. Og styrer så direkte ind i soveværelset. Det var en super fræk oplevelse, og min kæreste har siden hen flere gange “øvet” sig på mig og bliver bare bedre og bedre til det: For hver gang nærmer jeg mig mere og mere en decideret sprøjteorgasme. Læs mere på de næste sider, hvor en singlekvinde prøver et andet sprøjteorgasmekursus.

G-punktet bliver fundet
Med sin lange- og ringfinger skal partneren nu finde kvindens G-punkt, der føles som et lidt svampet, ru område ca. 4 cm oppe i skeden. Hvis han er i tvivl om, hvor det er, kan hun med fordel hoste eller grine, for så vil han kunne mærke det bevæge sig. Når punktet er fundet, skal han bevæge fingrene op og ned i et adstadigt tempo. Når der opstår en svuppende lyd fra hendes skede, er det tid til at sætte tempoet op, og det er hér, partneren skal være vedholdende (og have stærke underarme). Han skal nu bevæge underarmen op og ned i et turbo-tempo, mens han stadig stimulerer G-punktet. Denne bevægelse kan føre til, at kvinden føler, at hun skal tisse, men det skal hun som regel ikke, så fortsæt, og kombiner det med at presse let på kvindens kønsben. Så skulle der gerne være bonus. Læs mere om Bjarnes kurser på www.kvindeligejakulation.dk

Sådan gør Bjarne:


Bjarnes teknik er, at G-punktet bliver stimuleret meget kraftigt. Kvinden skal ligge på ryggen med benene oppe, så hun ikke kan stemme imod på gulvet og bedre kan slappe af i underlivet. Manden sidder på siden af hende, så han kan “låse” i hvert fald det ene af hendes ben i den stilling. Hvis man ikke har en 3. person som hjælper, kan hun selv holde sit andet ben i den position. Det er vigtigt med en god hygiejne hos kvinden, men især også hos partneren, der skal udføre ejakulationen på hende. Rene hænder og rene, velplejede og nyfilede negle er et must. Det er også altid en god idé at bruge godt med glidecreme eller anden smørelse. Og det er vigtigt, at kvinden drikker rigeligt med væske både før og efter, så hun ikke dehydrerer.



Kursus 2

Vi hjælper til
Hanne og Antonin er “sex coaches” og underviser kvinder, par og singlemænd i at få og give sprøjteorgasmer. Jeg har et par gange – nærmest ved et tilfælde, tror jeg – oplevet en våd orgasme. Jeg har siden læst så meget om det, at jeg nu er blevet nysgerrig efter at prøve det igen og finde ud af mere om, hvordan det føles. Derfor har jeg meldt mig til kurset hos Hanne og Antonin, der efter eget udsagn kan få alle kvinder til at sprøjte. Jeg trækker lige vejret en ekstra gang, da jeg en lørdag eftermiddag ringer på døren til lejligheden i det gule etagebyggeri i Lyngby, hvor parret bor og holder deres kurser. Det er altså her, jeg om et par timer skal under Antonins kyndige behandling med Hanne ved min side. – De er jo helt almindelige, griber jeg mig selv i at tænke, da de byder mig indenfor i lejligheden.

Erfaring fra swingermiljøet
Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig. Vi drikker te og vand, mens de fortæller om deres baggrund med masser af erfaring fra swingermiljøet. Ingen af dem har nogen sexologisk uddannelse bag sig – til gengæld viste Antonin sig hurtigt at være noget af et naturtalent, når det gjaldt om at få kvinderne til at sprøjte, og sammen med Hanne har han de seneste år sat de teknikker, han så grundigt har afprøvet på hundredvis af kvinder, i system. Og sammen har de besluttet at lære det fra sig. – Vi plejer at sige, at vi er en slags sexdoktorer. Vi hjælper i hvert fald til flere smilende ansigter på gaden, siger Antonin og hælder te op til mig. Jeg tager mig i at kigge på hans hænder, der er velplejede og med helt korte, tilfilede negle. Rart, når de nu om et stykke tid skal bevæge sig i mit indre, tænker jeg.

Fra dekoration til underliv
Kurset består af en teoretisk og en praktisk del. Antonin tager en hjemmelavet lermodel af en kvindes underliv frem: – Ja, det var resterne fra juledekorationen, griner han og forklarer, at det ikke har været muligt at finde en anatomisk korrekt model, der var egnet til demonstration af, hvor de forskellige punkter, der skal stimuleres, sidder. Derfor har han lavet en selv. Han går i gang med at fortælle, og efterhånden som de teoretiske forklaringer afløses af anekdoter og erfaringer, slapper jeg af og har efterhånden helt glemt den indledende nervøsitet over det, der snart skal ske. – Før i tiden troede vi faktisk, at sprøjteorgasmer var noget, der var forbeholdt “den seksuelle elite” – altså folk, der var meget avancerede og havde prøvet alt muligt. Men sådan er det slet ikke. Vores erfaring er, at alle kvinder kan lære at sprøjte, så længe man bruger den rigtige teknik, siger Hanne, mens Antonin nikker: – Vi har haft alle mulige kvinder, par og mænd på kursus her – fra de helt unge til de noget ældre, og en del er kommet langvejs fra. For singlekvindernes vedkommende handler det typisk om, at de gerne vil prøve en spændende oplevelse på deres egen krop. For singlemændene drejer det sig ofte om, at de godt vil have “noget at byde på”. Og for parrene handler det selvfølgelig om noget, de gerne vil opleve sammen. Det er jo en gave til kvinden at kunne give hende sådan en orgasme, siger Antonin.

Foolproof metode
Det “pensum”, Hanne og Antonin gennemgår, er det, de selv har eksperimenteret sig frem til, suppleret af masser af læsning og erfaringer fra de talrige sprøjteorgasmer, de har henholdsvis oplevet og leveret. Den viden har de samlet i en slags fem-punkts-program, der – hvis det udføres efter “køreplanen” – helt sikkert vil føre til, at kvinden kommer i en våd orgasme. De fem punkter består af forskellige teknikker: Først skal kvinden bringes til at slappe helt af, ved at manden nusser hende blidt i bl.a. ansigtet, på maven og på baglårene. – Det giver tryghed og ro til kvinden, og hun kan mærke, vi ikke har travlt. Hun får en følelse af nærhed, og hun kan slippe tankerne og bare være til stede, forklarer Antonin. Næste punkt er at slikke hende langsomt med en flad tunge. Antonin stikker tungen ud og slikker den hårde ler-model. – Her er det vigtigt, at man rammer så mange kontaktpunkter som muligt, og at man gør det virkelig langsomt og holder pauser. Less is more. På den måde når kvinden virkelig at følge med.


Velvære og varme
Næste trin er at stimulere G-puntet med fingrene. Antonin væder sine fingre i munden, før han på lermodellen demonstrerer, hvordan de skal vibrere mod G-punktet. Herefter lader han fingrene hvile mod G-punktet, så han holder om det – for igen at skabe en form for tryghed og ro. I den næste fase skal manden veksle mellem at vibrere med fingrene og holde om G-punktet. Kvinden vil nu føle velvære, varme og ophidselse brede sig i kroppen, og når han vurderer, at hun er tilstrækkeligt tændt, skal han skifte stilling og gå i gang med at stimulere G-punktet mere målrettet for at bygge orgasmen op. Hanne breder et blødt, blåt tæppe ud på gulvet og lægger sig ned, så Antonin kan demonstrere, hvordan han bedst kan ligge, så han stimulerer hende rigtigt. De er stadig begge fuldt påklædte. – Når man så har ført hende helt i mål, og hun har været oppe at flyve, så skal man lige sørge for at bringe hende ned igen også, siger han, mens han rejser sig og folder tæppet sammen.

Spørgsmål og svar

Hvad er det egentlig, der sker?
Kvindelig ejakulation kaldes også sprøjteorgasme, springvandsorgasme, vådorgasme, mm. (eng.: squirting, gushing) og er en form for orgasme, hvor der udskilles en betydelig mængde klar væske fra kvindens skede. Det er stadig delte meninger om, hvor væsken kommer fra, og hvordan ejakulationsprocessen helt præcist fungerer. De fleste forskere er dog enige om, at ejakulationen kommer fra nogle kirtler, der er placeret på skedevæggen. De kaldes skeneskirtler og er en slags kvindelig udgave af mandens blærehalskirtel, der producerer det meste af hans sædvæske. Selve ejakulationen er forskellig fra kvinde til kvinde. Den kan variere fra en noget stærkere skedesmørelse eller sivende væskeudskillelse til en egentlig udsprøjtning.

Kan alle kvinder sprøjte?
Det menes, at langt størstedelen af kvinder med den rette træning er i stand til at ejakulere under orgasme.
Nylige studier blandt kvinder viser at:
• 54-60 % har oplevet en form for sprøjtning i forbindelse med orgasme
• 13 % ejakulerer indimellem, dog ikke så ofte
• 6 % har regelmæssigt kraftige ejakulationer


Hvor kan man lære det?
Du kan få kurser hos enten Bjarne eller Hanne & Antonin. Mange swingerklubber har også medlemmer tilknyttet, der kan demonstrere eller undervise i kvindelig ejakulation. Hvis du vil eksperimentere med kvindelig ejakulation, så husk hygiejnen, både hos dig selv og specielt hos partneren. Rene hænder og rene, velplejede og nyfilede negle er et must. Det er også en god idé at bruge godt med glidecreme eller anden smørelse.

Er det tis, der kommer ud?
Nej. Der er tale om en klar og neutralt smagende basisk væske, der på ingen måde er skadelig.

“Hov, allerede?”
Det er slut på den teoretiske del af kurset, nu skal vi til den praktiske del. Jeg kan mærke, at jeg glæder mig til at få spændingen udløst – kan han få mig til at sprøjte igen? Jeg drikker et ekstra glas vand, tisser af og går med Hanne ind i soveværelset, mens Antonin går ud for at vaske hænder. Hanne tager alt tøjet af undtagen trusserne, og jeg smider det hele. Hun sætter sig på sengen og viser mig, hvor jeg skal ligge – med numsen på et stort, foldet håndklæde. Hun vil være til stede ved siden af mig under hele forløbet. Jeg føler mig lidt som om, jeg er hos massøren, fysioterapeuten eller en meget rar læge, og jeg er helt tryg, da Antonin kommer tilbage. Han tager T-shirten af, men beholder bukserne på. Han nusser mig med sommerfugleblide fingre i ansigtet, på halsen, ned over brystet, og jeg har ingen problemer med blot at slappe af og nyde kærtegnene. Jeg lukker øjnene. Det føles trygt og dejligt. Da hans tunge rammer mine kønslæber og min klitoris, er det ikke længere som at ligge på behandlerbriksen – det er bare fantastisk dejligt, og jeg kommer helt automatisk til at udstøde et dybt suk.


G-punktet malkes
Antonin slikker blødt og længe, og på et tidspunkt begynder han at stimulere mit G-punkt med fingrene. Jeg kan mærke ophidselsen stige og falde, og for at få så meget ud af oplevelsen som muligt, prøver jeg at sende min opmærksomhed derhen, hvor hans fingre og tunge nu er. Han veksler mellem de forskellige former for stimulering, og min vejrtrækning bliver tungere og noget mere voldsom. Da han går over til den mere målrettede stimulering af G-punktet, når jeg lige at tænke “hov, allerede” og kan så mærke, at det føles som om, jeg skal tisse. Jeg har heldigvis læst så meget om G-punktet, at jeg ved, jeg bare skal ignorere trangen og lade orgasmen komme, så jeg slapper af og fokuserer på at mærke, hvad der sker. Antonin bliver ved, og nu føles det nærmest som at være på et hurtigtkørende tog, man ikke bare kan stige af. Orgasmen kommer susende, og Antonin bliver ved med at “malke” mit G-punkt, mens jeg højlydt akkompagnerer væsken, der kommer ud af mig.

Anden runde
Da jeg kommer til mig selv igen, kan jeg ikke lade være med at kigge på håndklædet. Jo, den er god nok – en pænt stor våd plamage afslører det, jeg ikke helt var sikker på, jeg kunne mærke. Vi griner lidt – jeg havde helt glemt, at Hanne var i rummet og sad lige ved siden af mig på sengen. Hun giver mig en badekåbe, jeg kan tage på. Vi går ind i stuen, drikker vand og snakker lidt om oplevelsen. Efter et kvarters tid spørger Antonin, om jeg er klar til endnu en “tur”: – Nu ved du jo lidt mere om, hvad der kommer til at foregå. Så er det nemmere at slappe af og bare nyde det. Og nyder det – det gør jeg. Anden runde munder ud i en lidt længere flyvetur og endnu en våd plamage på et nyt håndklæde. Hvor den første orgasme var voldsom og lidt “skarp”, føles denne noget mere tilfredsstillende. Og jeg er sikker på, at hvis jeg prøver det flere gange, vil det blive endnu bedre. Efter at have drukket mere vand og snakket lidt, siger jeg farvel til Antonin og Hanne med store knus. Nu kender vi ligesom hinanden lidt bedre. Læs mere om Antonins og Hannes kurser på www.nytliv.nu


 

Læs også:
Jagten på orgasme

 

 

Hvad mener du? Skriv din kommentar her.

  • 08. april 2010 - kl. 23:07
    Kære Tidens Kvinder. Jeg er lidt forundret over dette udsagn som i skriber således: "Det er stadig delte meninger om, hvor væsken kommer fra, og hvordan ejakulationsprocessen helt præcist fungerer". Videnskaben har vist, at der omkring kvindens urinrør sidder en masse små kitler (ikke i urinrøret ed omkring) som under stimlation fyldes med en klar væske, der under normal sex siver meget langsomt ud, Ved kraftig påvirkning og med øvelse kan dise kirtler del "bæer" mere vædske og samtidig kan den kraftige påvirkning forårsage at kirtlerne tømmer langt mere indhold ud og det på en gang i stedet for at sive. Jeg har læst flere lægelige atikler der bekræfter i hvet fald kirtlernes faktum.
  • 26. december 2009 - kl. 16:25
    Spændende og informerende artikel. Dejligt at vide, at jeg er normal, selv om sengen er meget våd efter sex. Har et spørgsmål: Har mænd også kirtler med klar væske, som sprøjter efter den cremede sædafgang? Varme hilsner Cello

Mest Læste

  • Der findes ingen artikler at vise

Hvornår møder du manden i dit liv? - Læs mere her!

Kendisser i Tidens kvinder magasinet
Hvilken dansk kendis-mand ville du helst læse om i Tidens kvinder?
Sidney Lee
Reimar Bo
Peter Lundin
Casper Christensen
Klaus Riskær
L.O.C.
Eran DD.
Alle sammen kunne være gode i Tidens kvinder
Jeg vil ikke læse om kendte mænd i Tidens kvinder
Aller Media A/S © 2009 - www.aller.dk